Anyembe om samarbejdet på EfB-holdet: Speciel forståelse for hinanden
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Anyembe om samarbejdet på EfB-holdet: Speciel forståelse for hinanden

Daniel Anyembe har været blandt EfB-træner John Lammers 11 foretrukne i alle kampe denne sæson, og backen takker for tilliden.

For oprykkerne fra EfB har højrebacken Daniel Anyembe startet inde i alle kampe i Superligaen denne sæson, og han har ofte gjort det meget fint på positionen. Selv nyder han hvert øjeblik på banen.

Det fortæller han i et interview på EfB's officielle hjemmeside.

- Det er dejligt, at jeg har fået så meget spilletid i Superligaen og jeg er glad for den tillid fra John Lammers og trænerteamet. Jeg nyder at spille fodbold på det her mandskab, hvor der er en masse unge spillere, som jeg har fulgtes med i mange år. Det synes jeg også, man kan se på banen, at vi har en speciel forståelse med hinanden, lyder det fra Daniel Anyembe.

I de tre kommende kampe venter der sig nogle svære kampe for EfB og Anyembe. Han peger dog på, at det sagtens kan blive til gode resultater mod topholdene, hvis Esbjerg selv holder sig til planen.

- Der venter os tre rigtig gode hold, som alle har fået en god start på sæsonen, men jeg tror sagtens at vi kan gå hen og drille dem. Hvis vi holder os til vores gameplan i alle 90 minutter, er jeg sikker på, at der ligger point og venter på os, selvom de på papiret er favoritter, fortæller hovedpersonen inden han understreger vigtigheden af støtten fra lægterne, siger han og fortsætter:

- Fansenes opbakning er utrolig vigtig, specielt når vi løber ind på banen. Man føler, at de er med til at give de ekstra procenter, som kan være netop dét, der gør at det tipper til vores fordel. Vi har nogle loyale fans, som følger os rundt omkring i landet, og de er uundværlige for os, forklarer Anyembe.

Den første kamp er mod Brøndby, der spilles på udebane klokken 18 søndag. Opgøret sendes direkte på TV3+.