Auri om sit nye job: Klubben har brug for mig
Foto: Rasmus Baaner/Polfoto
Superliga

Auri om sit nye job: Klubben har brug for mig

Auri Skarbalius er klar til at tage tøjlerne i Brøndby IF, hvor han efterfølger Thomas Frank.

Det bliver klubmanden Auri Skarbalius, der overtager det ledige cheftrænerjob i Brøndby, efter Thomas Frank tidligere onsdag valgte at sige op som følge af Jan Bech Andersens skriverier på et fanforum.

Auri, der var U19-træner for klubben, får nu til opgave at sikre Brøndbys sæson, inden han til sommer ventes at blive afløst.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke skulle træne førsteholdet igen her i klubben, men nu er vi i den her situation, og det er det, klubben har brug for, siger Skarbalius til Ritzau.

Tidligere har Auri Skarbalius stået i spidsen for Brøndby, da klubben for tre år siden var tæt på at rykke ud af Superligaen. Klubben reddede sig, og Skarbalius blev efterfølgende fyret, mens Thomas Frank kom ind. Nu er det så Skarbalius, der overtager for Frank.

- Jeg har snakket med Thomas, og jeg kommer også til at snakke med ham igen, lyder det fra den midlertidige Brøndby-chef.

Auri Skarbalius har i sin tid som Superligatræner for HB Køge og Brøndby blot scoret 0,88 point pr. kamp.