Avis: FC København og Roma er enige om prisen for Robin Olsen
Foto: Getty Images
Superliga

Avis: FC København og Roma er enige om prisen for Robin Olsen

Robin Olsen er kommet tættere på et skifte til Serie A. FC København og Roma er angiveligt enige om prisen for den svenske målmand.

Roma er på jagt efter en ny førstemålmand efter salget af Alisson til Liverpool, der gjorde brasilianeren til verdens dyreste keeper. Dermed er der penge nok at gøre godt med for den italienske klub, og nogle af dem skal bruges på svenske Robin Olsen.

Ifølge den svenske avis, Aftonbladet, er Roma blevet enige med FC København om en pris for landsholdsmålmanden.

Robin Olsen, der allerede for længe siden har fået lov til at forlade FC København i dette transfervindue, flyver til den italienske hovedstad i morgen, hvorefter han skal færdiggøre de sidste detaljer i handlen med Roma.

Salget af Robin Olsen ser ud til at blive en særdeles indbringende affære for FC København, der ifølge Aftonbladet kommer til at indkassere 86 millioner kroner.

Hvis alt går efter planen forventes Robin Olsen at blive præsenteret i Roma i løbet af næste uge.