Avis: Jesper Jørgensen misser FCN
Illustration
Superliga

Avis: Jesper Jørgensen misser FCN

Jesper Jørgensen var tæt på at skifte til FC Nordsjælland, men Farum-klubbens stramme lønstruktur stoppede danskeren ved den belgiske grænse.

Tipsbladet.dk kunne tidligere på ugen fortælle, at Jesper Jørgensen er røget helt ud i kulden i den belgiske storklub Club Brugge, og at den tidligere Esbjerg-spiller af samme årsag er interesseret i et klubskifte.

På rygteplan har FC København været nævnt, men ifølge BT skal man lidt længere ind i det sjællandske, før man finder den virkelige bejler til Jesper Jørgensen. Avisen skriver, at vicemestrene fra FC Nordsjælland har arbejdet ihærdigt på at få midtbanespilleren til Farum. Den ide var man med på i Belgien, og det lykkedes angiveligt FCN og Club Brugge at nå frem til en overgangssum for Jesper Jørgensen.

Så opstod der imidlertid problemer.

FC Nordsjælland har som bekendt en meget stram lønstruktur og et lavt lønloft, og det satte en stopper for Jesper Jørgensens skifte til Farum, da midtbanespilleren krævede en for høj løn. Dermed ser transferen ud til at være død, før den for alvor nåede at blive vakt til live.

Jesper Jørgensen har to år tilbage af sin kontrakt med Club Brugge.