Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Vilde Wind buldrer videre

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem FC København og Lyngby Boldklub.

FC København – Lyngby BK 2-0 (0-0)
Jonas Wind, 1-0 (46’)
Jonas Wind, 2-0 (60’)

Kampens bedste:
FC København

FC Københavns spil var ikke i top i store dele af opgøret, men en spiller, der blot fortsætter med at imponere, er Jonas Wind. Den 20-årige angriber leverede en smuk scoring imod Røde Stjerne i midtugen, og han fortsatte målformen mod Lyngby med to mål i anden halvleg . Foruden scoringen var matchvinderen også stærk i pasningsspillet, hvor han skabte chancer for sine holdkammerater. 

Lyngby BK
Martin Ørnskov er en af de mest erfarne spillere på Lyngbys mandskab, og hans erfaring og snilde kom til udtryk i fredagens kamp mod FC København, hvor han leverede en stor indsats. Martin Ørnskov lavede meget få fejl og agerede anker på midtbanen, hvor han ofte var at finde på det rette sted.

Også Patrick Da Silva leverede en stor indsats på venstre wing back.

Kampens værste:
Det er ikke nemt at spille overfor Jonas Wind og Victor Fischer, og det kan Kasper Enghardt skrive under på. Enghardt havde ikke en god kamp i Lyngbys forsvar, og den 27-årige midtstopper var kampen igennem overmatchet, hvor han havde store problemer og var det svage led i Lyngbys bagkæde.

En anden, der kan nævnes, er FC Københavns Nicolaj Thomsen, der ikke fik gjort meget væsen af sig, før han blev skiftet ud i pausen.

Kampens detalje:
Jonas Wind har været fremragende denne sæson, og med sine to mål imod Lyngby Boldklub overhaler han nu holdkammeraten Dame N’Doye, Kamil Wilczek og Frederik Gytkjær på topscorerlisten. Nu er han alene i spidsen med fem mål efter fem kampe.