Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-anfører om fremtiden: Jeg har alle kort på hånden

Johan Larsson bliver arbejdsløs i december, hvor kontrakten med de blå-gule udløber. Han har ikke taget en beslutning om sin fremtid, men hvis den skal være i Brøndby, skal klubben og Troels Bech komme med et udspil.

Han er fast mand, anfører og bare en tre spillere i den nuværende trup, der i Brøndby har prøvet at spille under en anden træner end tyske Alexander Zorniger, der overtog jobbet i sommeren 2016.

Men Johan Larsson er som skræddersyet til Alexander Zornigers system. 

Svenskeren er både offensiv og hårdarbejdende, og de begrænsninger, han tidligere har vist i sit defensive spil, kommer ikke til udtryk på samme måde i et system, hvor det blandt andet handler om et højt og sammenhængende pres.

Spørgsmålet er bare, hvor længe Johan Larsson er at finde i Brøndby? Højrebacken, 28 år, har kontraktudløb ved årsskiftet, og så vælger han selv, hvad han vil. Endnu er der ingen afklaring på, hvor fremtiden er for Larsson, som skiftede til Brøndby den 2. februar 2015.

Svenskeren, der ved, at han står i en gunstig forhandlingssituation, afviser stadig ikke at fortsætte i Brøndby.  

- Jeg har sagt det tidligere: Jeg har alle kort på hånden. Lige nu er det op til Brøndby at sige, hvad de kan komme med. Det er ikke et spørgsmål for mig - det er til klubben og Troels (Bech). Jeg har det super godt her og har stor respekt for klubben og fansene. Det har været fire gode år her, og der er ingen døre, der er lukkede, siger Brøndbys anfører til tipsbladet.dk.

Brøndby brugte denne sommer på at købe Silkeborg-profilen Jens Martin Gammelby. Dermed er der reelt hentet en afløser, hvis Johan Larsson vælger at søge noget andet. Han har været rigtig glad for sin tid i Brøndby - fire gode år, hvor alt er gået, som Larsson kunne have håbet på. Eneste minus er, at han ikke har vundet mesterskabet.

- I december er jeg arbejdsløs. Lige nu fokuserer jeg bare på det her, og så må vi se. Jeg håber på at få tilbud, der tiltaler mig - uanset om det er her eller et andet sted, siger Johan Larsson, der indikerer, at han er nysgerrig omkring at tage et skridt op i karrieren, så han også kan komme tættere på det svenske landshold:

- Det er også en stor del af det - at udfordre sig selv. At se, hvor langt man kan komme med sine kvaliteter - uanset om man mangler meget.

Johan Larsson skiftede til Brøndby fra Elfsborg, og han har siden skiftet spillet 129 kampe for klubben fra den københavske Vestegn. Ganske bemærkelsesværdigt er han stort set aldrig skadet, så det er en spiller, man i den grad kan regne med.