Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-chef: Omlægning af spillestil var et benspænd for Masterclass

Troels Bech påpeger, at Alexander Zornigers ankomst satte Masterclass tilbage, da man fokuserede på at omlægge spillestilen.

For første gang i Superligaens historie stillede et hold op uden en eneste dansker i startopstillingen, da Brøndby IF gjorde det mod Hobro IK.

Det forklarede de blå-gules cheftræner Alexander Zorniger med, at danske talenter ikke har den rette mentalitet, mens Brøndbys talentsatsning, Masterclass, endnu ikke kan give to til tre spillere til førsteholdet hvert år.

At Masterclass hidtil ikke har været den succes, man håbede på, skyldes blandt andet netop Zornigers ankomst, forklarer Brøndbys sportsdirektør Troels Bech til eb.dk. Zornigers ankomst i Brøndby betød et stort skift i spillestil, og det har været et benspænd for talenterne.

- Udfordring er at få dem ind på banen. Den fulde forklaring har flere nuancer. I går (søndag, red.) var ikke en kæmpe ny ting, for vi har talt om udlændinge mange gange. Vi omlagde vores spillestil, da Zorniger kom, og for at sætte tryk på den omlægning var vi nødt til at finde spillere, der passede til den måde at spille på.

- Det var et kæmpe benspænd for vores Masterclass, at de lige pludselig skulle spille på en anden måde, lyder det fra Brøndby-direktøren.

Troels Bech påpeger imidlertid, at der kommer spillere fra Masterclass op i A-truppen, og i næste sæson vil som Jesper ’Jobbe’ Lindstrøm, Mads Hermansen, Agust Hlynsson, Magnus Warming og Anton Hendriksen slutte sig til.