Brøndby har fundet den nye viceanfører efter salget af Nørgaard
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby har fundet den nye viceanfører efter salget af Nørgaard

For fremtiden bliver den tyske midterforsvarer Benedikt Röcker Brøndbys nye viceanfører efter salget af Christian Nørgaard.

Som følge af Brøndbys salg af Christian Nørgaard til den italienske Serie A-klub Fiorentina er der blevet fundet en ny viceanfører for den blågule vestegnsklub.

Det skriver Brøndby-sitet 3point.dk, der er talt med Brøndby-træner Alexander Zorniger.

– Bene (Benedikt Röcker, red.) er den nye viceanfører. Det handler om antallet af stemmer, som de får i spillerrådet og der var Johan (Larsson, red.) nummer et og Bene nummer to, fortalte Alexander Zorniger efter Brøndbys kamp i Europa League-kvalifikationen torsdag aften.

Dermed bliver Röcker manden med anførerbindet, hvis det ikke er muligt for den normale anfører, Johan Larsson, at være med i kampen, hvis han bliver ramt af skade eller karantæne.

28-årige Benedikt Röcker har spillet i Brøndby siden 2016, og det er blevet til 90 kampe for den høje midterforsvarer.