Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby låner tocifret millionbeløb af rigmand

Det plejer at være Jan Bech Andersen, der træder til, når Brøndby mangler penge, men nu hjælper anden rigmand til.

Brøndby har i dag offentliggjort deres regnskab for årets første kvartal, som gav et minus på 24,8 millioner kroner. Derudover er det nu kommet frem, at klubben har lånt 10 millioner kroner fra en af klubbens rigmænd.

Det skriver Ekstra Bladet.

Normalt er det hovedaktionær Jan Bech Andersen, der har været manden bag den slags, når Brøndby har manglet penge, men denne gang er det en helt anden i form af bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen.

Avisen peger på, at den københavnske vestegnsklub tilsyneladende mangler likviditet til at få butikken til at køre rundt - og det gælder særligt i begyndelsen af året, hvor indtægterne er små, når der ikke bliver spillet så mange kampe.

Helt præcist blev de 10 millioner kroner lånt af TBC A/S, som er ejet af Torben Bjørn Christensen, og det viser sig, at det nye kvartal også allerede har budt på et lån yderligere fra rigmanden på to millioner kroner.

Han blev endvidere valgt til bestyrelsen i klubben i begyndelsen af april 2019, ligesom han sidder på 500.826 Brøndby-aktier.

Brøndby skylder derudover også 18 millioner kroner til Jan Bech Andersen, og pokalfinalisterne har planlagt en aktieemission til efteråret, hvor man regner med, at man kan tilføre klubben 100 millioner kroner.