Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndbys Hermansson: Vi gør jo bare det, vi har gjort hele sæsonen

Den islandske midterforvarer var stolt af, at holdet formåede at score så mange mål på en svær udebane, da mesterskabsbejlerne søndag vandt 4-3 over FC Nordsjælland

Der var drama for alle pengene, da FC Nordsjælland og Brøndby søndag aften tørnede sammen. Her lagde kunstgræsset på Right To Dream Park i Farum arena til en målrig affære, som gæsterne i sidste ende trak sig sejrrigt ud af. 

Brøndbys fjerde og sidste mål blev scoret af den islandske forsvarsspiler Hjörtur Hermannsson, og efter kampen satte han over for klubbens hjemmeside et par ord på på det svære opgør.

- Det var en meget mærkelig kamp. Det føles lidt specielt at være tilfreds med en kamp, hvor man lader tre mål gå ind, når man spiller i midterforsvaret, men jeg er bare imponeret over, at vi kan score fire mål på udebane, og så er jeg glad for at kunne bidrage i begge ender med mål og tacklinger.

Særligt underlaget taget i betragtning var Hermansson tilfreds. FC Nordsjælland har nemlig vist sig særdeles gode, når de spiller hjemme på kunstgræsbanen i Farum, der komplimentere de unge tigres hurtige spil rigtig godt.

- Det er et svært hold at spille mod, og især her på deres egen bane er de meget gode til det, de gør. Det er næsten umuligt at kontrollere dem helt, så vi måtte gribe det an på en anden måde, og i dag får vi rigtig mange kontraangreb, som vi måske kunne have lavet flere mål på, men det er stadig imponerende at score fire mål på en svær udebane

Det var en hård uge for Brøndbys spillere, der dog i sidste ende kom ud med maksimumpoint efter svære kampe mod FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. En ganske imponerende bedrift, men ikke noget, der får Hjörtur Hermannsson til at falde i svime over holdets præstationer.

- Vi har haft en god uge, men det er jo egentlig bare det, vi har gjort hele sæsonen. Vi har vundet vigtige kampe i lang tid nu, og det skal vi bare fortsætte med. Det kommer ikke af sig selv, og vi har en meget vigtig kamp på torsdag, så alle er bare utrolig fokuserede på næste opgave.

På torsdag venter pokalopgøret mod FC Midtjylland, hvor de blå-gule hjemme på Brøndby Stadion skal forsøge at spille sig i pokalfinalen for andet år i træk. På søndag venter så endnu en kamp mod FC Nordsjælland, der denne gang tager turen til den københavnske vestegn.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.