Dahlin lover: Vi har mere at byde ind med
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Dahlin lover: Vi har mere at byde ind med

Målmand Johan Dahlin er ny i FC Midtjylland, og han mener selv, han har meget mere i sig.

Den svenske målmand Johan Dahlin blev hentet til FC Midtjylland i starten af januars transfervindue. Keeperen blev hentet som førstevalget i målet, og han har sat sig sikkert på positionen i målet, hvor han i forårets første tre Superliga-kampe har haft et par gode redninger og blot har lukket ét mål ind.

Den 28-årige målmand, der har fire svenske landskampe på cv'et og kom til FCM efter et ophold i tyrkisk fodbold, føler sig dog overbevist om, at han fortsat kan blive meget bedre sammen med sit forsvar.

- Overordnet set er det gået godt, men både holdet og jeg har mere at byde ind med. Men ting tager tid, og lige nu er jeg midt i en indkøringsfase. Jeg forsøger at akklimatisere mig og få indblik i mange nye ting i et nyt sted og i en ny klub, siger Johan Dahlin til aoh.dk.

Keeperen holdt nullet søndag aften, hvor FC Midtjylland vandt for 11. gang af 11 mulige på hjemmebanen i denne sæson. Det gik ud over Esbjerg, der måtte tage fra Herning med et nederlag på 0-3 til Superligaens tophold.

FC Midtjylland holder dermed forspringet på ni point ned til FC København.