Video : Tipsbladet
Superliga

Efter stort salg: FC Midtjylland kigger efter ny venstre back

FC Midtjylland kigger på mulighederne for at hente en ny venstre back ind, hvis det rigtige er muligt.

De danske mestre fra FC Midtjylland nåede ikke at få meget "gavn" af venstre back Andreas Poulsen, 18 år. Bare 13 kampe nåede backen, inden han blev solgt til Borussia Mönchengladbach for et beløb, der potentielt kan ramme 50 millioner kroner.

Salget er dermed endnu et i rækken af flot købmandskab fra klubben fra Herning og Ikast, men salget gør også FCM en smule sårbar, hvis førstevalget Marc Dal Hende bliver skadet eller er i karantæne.

Selv om spillere som Mads Døhr Thychosen kan dække af på positionen, har FCM reelt ikke god nok dækning på positionen, og derfor er det overvejende sandsynligt, at FC Midtjylland henter en ny venstre back.

-Det kan man sagtens forestille sig. Vi vil i hvert fald holde øje med, hvad der er af muligheder på transfermarkedet, siger sportschef Svend Graversen til Herning Folkeblad og forklarer:

- Men jeg vil samtidig understrege, at vi er utroligt glade for Marc Dal Hende, og vi har også andre spillere, der måske ikke har venstre back som deres favoritposition, men som godt kan spille der i et par kampe, hvis behovet skulle opstå.

Andreas Poulsen er FC Midtjyllands første sommersalg.