Video : Tipsbladet
Superliga

Eksperter om Brøndby: Det er sårbart at være afhængig af Jan Bech

Brøndby IF er groft sagt ikke i problemer, så længe Jan Bech Andersen fortsætter med at holde hånden under klubben. Men de store underskud betyder, at tæppet kan blive trukket væk under klubben, hvis hovedaktionæren ikke længere vil betale.

Det var meningen, at Brøndby IF skulle "opnå økonomisk ligevægt" ved udgangen af i år, men det bliver der ikke noget af. I stedet er klubben på vej mod endnu et stort underskud. Især Jan Bech Andersen holder hånden under Brøndby, men det kan være sårbart på lang sigt, advarer eksperter.

Først nogle tal:

Brøndby IF udsendte i dag halvårsregnskab, som viste lige knap 42 millioner kroner i minus. Derudover fortalte klubben, at den nu forventer et samlet underskud for hele 2019 på 63-73 millioner. Holdet det stik, vil klubben samlet have lavet et underskud på over en halv milliard siden 2012.

I løbet af det seneste år har hovedaktionær Jan Bech Andersen lånt 60 millioner kroner til Brøndby, mens klubben også skylder bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen 13 millioner. Bech Andersen har desuden gentaget sit løfte om at skyde penge i klubben, hvis den mangler frem til september 2020.

På bundlinjen af alt det står, at Brøndby IF i sin nuværende udgave er afhængig af ejerens millioner. Det er for så vidt ikke noget problem, så længe pengene kommer. Faren er, hvis det en dag holder op.

- Det er fint nok at have nogle venner af huset, som skyder penge i. Men samtidig skal man kigge på det scenarie med kritiske briller, for man bliver sårbar af den afhængighed. Det langsigtede strategiske fundament kan lynhurtig trækkes væk, hvis pengemændene finder ud af, at de ikke vil være med længere, siger Kenneth Cortsen, der forsker i sportsøkonomi på Professionshøjskolen UCN.

- Det oplagte eksempel i Danmark er Kurt Andersen, der var i en klub, der fik trukket tæppet væk (FC Vestsjælland, red.). Det skaber en form for sårbarhed, og det skal de selvfølgelig forholde sig til.

En problematisk situation
Cortsen tilføjer dog, at Brøndby er så stor en klub, at der formentlig vil være andre, der vil være interesserede i at skyde penge i den. Jesper Jørgensen, der er fodboldøkonom i Deloitte, er enig.

- Hvis Jan Bech en dag ikke vil investere mere, så bliver det interessant, hvis jeg må sige det på den måde. Så skal man ud at finde nogle nye. Det skal man nok også finde, men vil det selvfølgelig skabe en masse furore, siger han. 

Både Cortsen og Jørgensen peger på, hvor afgørende sportslige resultater er for fodboldklubbers økonomi. Går det ikke, som man planlægger, koster det dyrt. Især hvis man samtidig bruger flere penge på sin trup, som tilfældet er med Brøndby.

En af årsagerne til, at klubben har lånt penge af Jan Bech Andersen, er, at den ikke har gennemført den kapitaludvidelse, som den udskød fra juni til efteråret. Udvidelsen skal efter planen sikre klubben 100 millioner kroner. 

Kenneth Cortsen påpeger dog, at fodboldklubber som regel foretager kapitaludvidelser for at lukke et økonomisk hul. Og så længe man bliver ved med at lave store underskud, skal nye huller lukkes, og dermed kan man ikke investere pengene i eksempelvis bedre faciliteter eller spillertruppen.

- Hvis du laver en kapitaltilførsel for at lukke et hul, bliver det svært at agere på lang sigt. Det er den største problemstilling, jeg ser: Man er presset økonomisk og på det råderum, man har til at navigere på længere sigt, siger Cortsen.

Kan man ikke komme Brøndby i møde og sige, at de allerede har brugt pengene til at udbedre stadion og bygge fanzonen uden for?

- Jo, de har lavet et rigtig godt fanområde, og det er selvfølgelig nogle investeringer, man allerede har afholdt. Men hvis man bløder på den måde, de gør, hvad angår driften, og man har en anseelig gæld, er det problemstillinger, man skal forholde sig til, siger Kenneth Cortsen fra UCN.

- Så kommer man typisk ud i fodboldøkonomiske nødråb med fornyet retorik. Man skal have nogle visioner og en strategi at sælge den del på, og der står Brøndby bare i en problematisk situation, siger han med henvisning til, at det ikke er første gang, klubben beder mulige investorer om penge.

Med ærlighed kommer man længst
Mest kritisk var det i 2013, da Brøndby lige nøjagtig overlevede. Siden dengang har klubben forsøgt at bygge op, og det undrer ikke Jesper Jørgensen fra Deloitte, at den ikke er i mål med det endnu. Den slags tager tid, måske 10 år, og det koster penge. Derfor ser han det som en naturlig konsekvens, at klubben laver underskud.

Spørgsmålet er, om klubben med endnu en kapitaludvidelse kan få andre mulige investorer til at investere med. For Brøndby nåede ikke egne planer om økonomisk ligevægt, men skal tværtimod have penge tilført igen, så har klubben nogen troværdighed at sælge den nye udvidelse med?

- Deres store udfordring er, at de skal bygge kontinuerlig sportslig succes. Den historie må de være ærlige om at melde ud. Brøndby er stadig det samme brand, og der er stadig den store interesse for klubben, så kan man stadig godt sælge historien. Det er bare vigtigt at være ærlig om, hvad udfordringerne er, vurderer Jesper Jørgensen.

Klubben foretog sin seneste kapitaludvidelse i 2016, hvor den hentede 90 millioner kroner.

Tipsbladet.dk var tidligere på dagen i kontakt med Jan Bech Andersen, der afviste at kommentere dagens halvårsregnskab.