Endnu en Superliga-spiller klar til U21-EM
Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Endnu en Superliga-spiller klar til U21-EM

Stanislav Lobotka fra FC Nordsjælland kvalificerede sig i går til EM-slutrunden, da Holland og Tyrkiet spillede uafgjort. Lobotka og Slovakiet kan derfor ikke hentes i gruppen.

Det danske U21-landshold med flere spillere fra Superligaen har allerede kvalificeret sig til det kommende U21-EM, og nu gør endnu en Superligaspiller dem selskab. Slovakiet med FC Nordsjælland-spilleren Stanislav Lobotka i truppen kvalificerede sig i går uden at spille selv, da Holland og Tyrkiet spillede uafgjort. 

Det er en tydeligt glad Lobotka, der i aftes udtalte sig til sin klubs hjemmeside.

- Det er en fantastisk følelse at skulle til EM-slutrunden, og jeg er meget stolt af det slovakiske hold, både måden vi spiller på og den gode holdånd, siger han. 

Lobotka, der har spillet samtlige minutter for FC Nordsjælland i Superligaen i år, er ikke den eneste Nordsjælland-spiller, der kan gøre danskerne selskab til EM. 

Island med målmanden Alex Runarsson i kassen kan med tre point i deres sidste kamp på tirsdag mod Ukraine kvalificere sig, ligesom Kroatien med Karlo Bartolec kan, når de mandag møder Sverige i den direkte kamp om pladsen fra den gruppe.