Video : Tipsbladet
Superliga

Erik Sviatchenko: Har oplevet Brøndby mere i forfald end i fremdrift

Opladningen til pokalfinalen er godt i gang, og Erik Sviatchenko kommer nu med sit syn på fredagens modstander.

For tredje gang i streg står Brøndby IF i en pokalfinale, og da klubben i 2018 vandt turneringen, var det første gang i 10 år, at klubben fra den københavnske vestegn kunne løfte en pokal.

Siden pokalsejren i 2008 har der ikke været meget at juble over for Brøndby sportsligt, og i sidste sæson blev klubben foruden pokaltriumfen også snydt for det danske mesterskab af FC Midtjylland, der gik forbi holdet til sidst.

Netop FC Midtjylland er modstanderen fredag i pokalfinalen. Og forsvarsprofil Erik Sviatchenko har i et stort interview med avisen B.T. givet sit syn på den kommende modstander fra Brøndby.

Den tidligere Celtic-spiller var i 2014 tæt på et skifte til FC København, men han endte med at blive i FC Midtjylland, da ejer Matthew Benham kom til. Siden har Sviatchenko vundet to danske mesterskaber, og på den måde har han opnået mere sølvtøj, end han ville kunne have fået i Brøndby.

Selv om forsvarsspilleren var tæt på at skifte til FCK i '14, har det aldrig været et tema at skifte til den anden store Superliga-klub i det københavnske område.

- Jeg har ikke - og har aldrig haft - en ambition om at spille i Brøndby IF. I de sidste 10 år har jeg ikke anset klubben for at være attraktiv at skifte til. Det er måske, fordi min generation har oplevet Brøndby IF mere i forfald end i fremdrift. Sidste sæson var selvfølgelig opløftende for klubben, selv om guldet glippede til sidst, men den generelle fornemmelse i min generation og hos folk, der er yngre, er, at Brøndby IF er en sovende kæmpe, siger Erik Sviatchenko til B.T. og forklarer:

- Brøndby er stadig en klub, der kan tiltrække spillere fra den samme høje hylde, som vi kan, gennem deres fans, sponsorater og økonomi. Ni ud af ti danske superliga-spillere ville jo nok sige ja til Brøndby IF, men lige for tiden er vi længere fremme med mesterskaber og vores talentudvikling, og perspektiverne ser bedre ud for os. Vi gør nogle ting anderledes, fordi vi har set, at man godt kan få succes på andre måder.

Forsvarsspilleren fra FC Midtjylland roser også Brøndby IF, der har et stadion med en fantastisk stemning og en god fankultur. 

Brøndby, der blev født i 1964, har vundet mesterskabet 10 gange, og syv gange har klubben vundet pokalturneringen. På det område er FCM langt efter med to danske mesterskaber. Klubben fra Herning og Ikast har dog også kun eksisteret i 20 år.

Pokalfinalen spilles klokken 17.00 i Telia Parken.