Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg udlejer talentfuld back til 2. Divisionsklub

Det 19-årige talent Emil Ankersen skal det næste halve år spille for FC Sydvest i jagten på førsteholdsfodbold

Sidste sæsons bronzevindere i Superligaen tynder ud i truppen. På sin hjemmeside skriver Esbjerg, at de lejer den unge højre back Emil Ankersen til 2. divisionsklubben FC Sydvest i det næste halve år.

Her er målet, at det 19-årige talent, der har en enkelt optræden for Esbjergs førstehold på cv'et, skal have mulighed for at spille flere førsteholdskampe. Og det er samtidig et skifte, som kommer alle parter til gavn. Det udtaler Ungdomselitechef i Esbjerg, Niels Erik Søndergård, til klubbens hjemmeside.

- Det er en rigtig god løsning for alle parter, og det vil forhåbentligt give Emil et løft. Nu får han muligheden for kontinuerligt at komme til at spille fodbold på et godt niveau, og vi vil følge med i, hvordan det kommer til at gå ham i efterårssæsonen, fortæller han. 

FC Sydvest skal i den kommende sæson, som starter i denne weekend, spille i 2. Divsions Gruppe 2. De var i sidste sæson med i 2. Divisions nedrykningsspil, hvor de dog reddede livet i Danmarks tredjebedste række. De indleder den nye sæson på lørdag mod AB. 

Selv har Esbjerg ikke fået en optimal start på sæsonen. De ligger efter tre kampe næstsidst i Superligaen med kun et enkelt point, mens de er tæt på exit i Europa League-kvalitikationen efter et nederlag på 0-2 i den første kamp mod hviderussiske Shakhtyor Soligorsk. Her spiller de returopgør i morgen aften.