FC Nordsjælland forlænger med Emre Mor
Superliga

FC Nordsjælland forlænger med Emre Mor

FC Nordsjælland har forlænget kontrakten med stortalentet Emre Mor.

Emre Mor spillede søndag sin anden Superliga-kamp for FC Nordsjælland og sin første fra start, da Farum-klubben mødte Brøndby på hjemmebane. FCN tabte 0-2, men Emre Mor leverede en forrygende indsats og fik for alvor vist prøver på sit talent.

Det talent er man også bekendt med i FC Nordsjælland, og nu har klubben forlænget kontrakten med stortalentet. FCN og Emre Mor har forlænget med tre-et-halvt år.

- Vi glæder os over, at vi allerede nu kan have den første spiller fra vores nuværende U/19-trup på plads til at indgå i Superliga-truppen. Det er en vigtig kilde for fremtidens FCN, at vi kan fortsætte med at fodre vores Superliga-hold med dygtige spillere fra vores akademi. Der skal lyde en kæmpe ros til U/19 Cheftræner Morten Karlsen og teamet omkring U/19-holdet samt Emres U/19 holdkammerater, som har været afgørende for, at han allerede nu har niveau til at blive en fast del af Superliga-truppen, siger sportschef Jan Laursen i en pressemeddele og tilføjer:

- Emre har vist nogle store kvaliteter, og han har forbedret sig meget fra han kom til klubben for et år siden. Han har nogle tydelige spidskompetencer, og derfor er det naturligt, at vi gerne vil se ham forsætte i FCN. Vi glæder os til at se ham udfolde sit talent endnu mere og håber, han vil udnytte denne gode mulighed, han har fået for at kunne udvikle sig yderligere i FCN på højeste plan i dansk fodbold. Forudsætningerne er også gode i det han jo allerede har trænet og spillet kampe med mange af de andre i Superliga-truppen, som også har taget vejen via akademiet.

Hovedpersonen selv er glad for den nye aftale med FC Nordsjælland.

- Først debut, og nu en forlængelse af kontrakten. Det er to store drømme, som går i opfyldelse for mig. Stor tak til mine holdkammerater på U/19-holdet og trænerne. De har hjulpet mig rigtig meget, og har været gode til at tage imod mig.

- Jeg er virkelig spændt på fremtiden, men også stolt over det. Nu vil jeg glæde mig til at kunne hjælpe holdet hver dag, og det kribler i mig for at vise alt det jeg kan frem, både for medspillerne, trænere og fansene derude, lyder det fra Emre Mor.

Den 18-årige offensivspiller kom til FC Nordsjælland fra Lyngby for knap et år siden.