Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-profil revser kunstgræsset i Farum: Det er en skændsel

Andreas Bjelland revser det kunstige underlag på Right to Dream Park i Farum.

Andreas Bjelland har en fortid som spiller i FC Nordsjælland, og det er muligt, at FCK-profilen fortsat har varme følelser for sin tidligere arbejdsgiver, men det har han bestemt ikke for den bane, Farum-klubben spiller sine hjemmekampe på.

FC Nordsjælland slår som bekendt sine folder på kunstgræs på Right to Dream Park, og det har klubben i efterhånden nogle år fået mange skæld ud for af kollegaerne i Superligaen. 

FC København har ikke vundet i Farum siden 2013, og det lykkedes heller ikke Superligaens tophold søndag, hvor et medrivende opgør endte 2-2, og Bjelland mener, at kunstgræsset har meget at sige i den forbindelse.

- Jeg synes, det er tæt på at være en skændsel. Jeg synes, det er en virkelig, virkelig dårlig bane. Et hold, der spiller på kunst hver dag, burde næsten vinde hver eneste kamp, når de spiller her. Det er en kæmpe fordel. Nu skal vi ikke græde, men det hører bare ikke fodbold til. Det er jeg ked af at sige, fastslår Andreas Bjelland ifølge BT.

Det er ikke første gang, at Andreas Bjelland udtaler sig negativt om at spille på kunstgræs. I 2014, da forsvarsspilleren tørnede ud for FC Twente, udelukkede han vende tilbage til FC Nordsjælland på grund af underlaget.

- Jeg har haft nogle fantastiske år i Superligaen, men mit problem bliver, at FC Nordsjælland spiller på kunstgræs. Det huer mig ikke så meget, selvom det er en fantastisk klub, der har betydet utrolig meget på et tidspunkt, sagde Bjelland dengang til tipsbladet.dk. 

FC Nordsjælland har vundet seks af 13 hjemmekampe i denne sæson.