Video : Tipsbladet
Superliga

Priske om skadet Hansen: Lod sig udskifte i tide

FCM-træner Brian Priske er efter sejren over AaB glad for, at hans hold igen var bedst i begge ender af banen.

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, var overlegent, da holdet ude slog AaB med 2-0 i mesterskabsspillets første runde i 3F Superligaen.

I søndagens opgør kom AaB stort set ikke frem til nogen oplagte målchancer, mens midtjyderne i den anden ende skabte rigeligt med muligheder til at vinde med mere end de to mål.

FCM-træner Brian Priske hæfter sig da også ved, at hans hold ligesom i sidste weekend mod FC Nordsjælland dominerede både defensivt og offensivt.

- AaB havde vel et par afslutninger, så det er jeg sindssygt glad for, og det sender et signal om, at der bliver arbejdet stenhårdt.

Læs også:Ronnie Schwartz: Vi har uhyggelige dødbolde

- Samtidig skabte vi det, der skulle til i den anden ende for at vinde kampen, siger Priske.

Til gengæld måtte træneren se sit klare førstevalg på målmandsposten, Jesper Hansen, udgå efter 16 minutters spil efter et hårdt sammenstød med en AaB-spiller.

Jesper Hansen tog sig til ribbenene, men ifølge Priske er skaden måske ikke så alvorlig.

- Han har det fint og tror selv på, at han lod sig udskifte i tide.

Læs også:Okore savnede straffespark mod FCM: Jeg bliver underløbet

- Jeg har ingen idé, om han er klar til næste kamp, men ellers har vi Mikkel Andersen, som klarede sig fint, da han kom ind, konstaterer Priske.

I den anden lejr er AaB-træner Jacob Friis selvsagt skuffet over resultatet, men erkender også, at FCM var klart bedst.

- Vi manglede fart og fysik, for der blev vi spist af Midtjylland.

- Det må vi bare have respekt for, for på fysik og rå power mangler vi et stykke vej til FCM endnu, siger Jacob Friis.

/ritzau/

Læs også:Priske i forsvar for Sory Kaba: Har trænet mere end alle andre i pausen

Læs også:AaB-træner: Vi prellede af på FCM-defensiven som perler på et blad

Læs også:Bedst og værst: Sviatchenko og co. var klasser over AaB