FCM's nye 10'er: Jeg spiller med hjertet
Foto: FC Midtjylland
Superliga

FCM's nye 10'er: Jeg spiller med hjertet

Brasilianske Evander glæder sig til at komme i gang med at spille kampe for de danske mestre.

Når FC Midtjylland på søndag møder FC København i Superligaen, kan brasilianske Evander få debut.

Offensivspilleren, som FCM har lejet i Vasco da Gama denne sæson, har brugt landskampspausen på at spille sig tættere på holdet i klubben fra Herning og Ikast, og den talentfulde spiller melder sig klar, hvis FCM har brug for det.

Brasilianeren, 20 år, fortæller, at han er rede, hvis chancen kommer allerede mod FC København, og han kommer med noget, man ikke er så vant til at se i Danmark og dansk fodbold.

- Jeg har en brasiliansk spillestil. Teknisk og med et godt spark. Jeg spiller med hjertet, siger Evander til Herning Folkeblad.

Det er ingen hemmelighed, at Evander på sigt drømmer om mere end Superligaen, men i første omgang er planen at tage Superligaen og dansk fodbold med storm.

- Men jeg vil først skabe historie her. Så må vi se, hvad Guds plan er for mig bagefter, siger han.

Offensivspilleren er som nævnt lejet resten af denne sæson, og FC Midtjylland har også en købsoption i lejeaftalen, så brasilianeren kan købes, hvis han imponerer for de danske mestre.