Video : Tipsbladet
Superliga

FCN skal have øjnene fem steder: Vi har kun fokus på os selv

Adskillige scenarier er i spil for FC Nordsjælland søndag eftermiddag, men Farum-klubben forsøger at lukke øjnene og fokusere på opgaven mod Vendsyssel.

Der kan ske mange ting i sidste spillerunde i Superligaen, og det gælder i høj grad for FC Nordsjælland, der kan blive overhalet af flere og selv overhale nogle stykker. 

Helt nøjagtig risikerer FC Nordsjælland, der før sidste spillerunde er nummer syv, at blive overhalet af AC Horsens, AaB og AGF (FCN kan dog ikke blive overhalet af både AaB og AGF, da de møder hinanden, red.), mens klubben selv kan gå forbi Randers FC, Esbjerg fB og Brøndby. Altså skal klubben reelt have øjnene rettet fem forskellige steder. 

Det er noget af et puslespil, men målmand Nicolai Larsen tager det roligt og tænker ikke så meget på de forskellige scenarier inden søndagens kamp ude mod Vendsyssel.  

- Jeg er ikke mere spændt end til så mange andre kampe. Det er selvfølgelig en vigtig kamp, men jeg ser den ikke som udslagsgivende for, om vi får en god sæson eller ej. Den er selvfølgelig vigtig i forhold til vores placering i grundspillet, men der er stadig lang tid tilbage af sæsonen, siger Nicolai Larsen til tipsbladet.dk. 

FC Nordsjælland har ikke tabt én eneste kamp i foråret, og dermed har holdet sneget sig op midt i det store felt af top seks-bejlere.

- Jeg tror, at alle hold, der er med i kapløbet, føler, at de har fortjent det. Vi kom ind til foråret og var bagud på point, men vi er kommet stærkt tilbage, og nu handler det om at slutte godt af mod Vendsyssel.

- Der er ingen tvivl om, at vi helst vil i top seks, men det handler sådan set bare om at vinde på søndag, og så har vi gjort vores. Hvis vi vinder, lander vi på 36 point, og det stiller os alt andet end lige rigtig godt i et nedrykningsspil, hvis det bliver udgangen, siger FCN-keeperen.

Han vil lade det være op til stadionspeakeren i Hjørring, om FC Nordsjælland løbende får informationer om de øvrige Superliga-kampe. Nicolai Larsen har ikke noget problem med at abstrahere fra, at FCN ikke selv kan afgøre skæbnen.

- Det er bare sådan, det er, og det kan vi ikke gøre så meget ved. Vi må sørge for at bevare fokus på at vinde i Vendsyssel, for ellers kan det være fuldstændig lige meget, hvad der sker i andre kampe. Når vi forhåbentlig har gjort det, kan vi selvfølgelig håbe på, at vi har andre resultater med os, siger han.

FC Nordsjælland har blot tabt én ud af de seneste otte kampe.