Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-træner inden FCK: Ærgerligt at sæsonen slutter nu

Flemming Pedersen vil slutte godt af mod FC København efter et mesterskabsspil uden en eneste sejr for FC Nordsjælland.

Der er pyntet op til guldfest i Telia Parken i denne weekend, når FC København får overrakt trofæet som vindere af det danske mesterskab. Inden da venter dog 90 minutters fodbold mod FC Nordsjælland. 

De unge nordsjællændere har haft et skuffende mesterskabsspil, hvor det ikke er blevet til en eneste sejr. Cheftræner Flemming Pedersen håber dog på, at guldkullissen i Parken kan tænde op under spillerne. 

- Det er sæsonens sidste kamp, og det bliver en fed kulisse at spille i. Det vil vi nyde, men det giver også os ekstra motivation. Vi går efter at slutte godt af, og vi skal bygge videre på den gode 2. halvleg mod OB. Det er faktisk lidt ærgerligt, at sæsonen slutter nu med al den energi og dynamik, der stråler ud af drengene i øjeblikket, siger Flemming Pedersen til FCN's hjemmeside. 

Selvom kampen ikke kan rykke noget i tabellen, så mener Flemming Pedersen langt fra, at den er ligegyldig. 

- For os gælder det om at holde fokus på udvikling hele tiden, og vi køber ikke præmissen om, at kampen ingen betydning har. Vi vil ikke spilde tiden, for man lærer kun noget af at gøre sit yderste, og det vil vi også gøre mod FCK. Folk betaler jo for at se os spille ordentlig fodbold, siger Flemming Pedersen.

Der fløjtes op i Telia Parken denne lørdag klokken 17.00.