Guira vil drille FCK
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Superliga

Guira vil drille FCK

Adama Guira tror på, at AGF kan tage point fra FC København, hvis de præsterer på et højt niveau.

Efter halvdelen af Superligaens grundspil ligger AGF i top seks, og det er sket med et hav af uafgjorte kampe. Senest delte man mod AaB, hvor Adam Guira sad ude med karantæne.

Guira kunne her se sine holdkammerater være i overtal en stor del af kampen, men alligevel blev den kun 2-2.

Nu er Adama Guira tilbage til weekendens opgør mod FC København, og her håber AGF på at kunne drille løverne og gøre det bedre end i sidste uge.

- Det er aldrig sjovt at sidde ude. Jeg vil altid gerne være på banen og hjælpe holdet. Men jeg synes drengene kæmpede godt i søndags. Vi havde føringen, men fik ikke det ønskede resultat. Sådan er fodbold nogle gange - selvfølgelig ville alle gerne vinde kampen og vi var derfor også skuffet bagefter, men vi ved, hvad vi skal gøre for at forbedre os, så vi håber at kunne vise det allerede mod FCK, siger Guira til klubbens hjemmeside.

FC København har i denne sæson igen manifesteret sig som en guldkandidat, men alligevel tror Guira på, at det er muligt at drille københavnerne.

- Selvom FCK har et rigtig godt hold, så er det stadig en fodboldkamp som alle andre. Da de var her sidst, var vi kun få minutter fra en sejr, så jeg tror på, at vi kan hente tre point. Vi skal sørge for at arbejde hårdt og være fokuseret alle 90 minutter - hvis vi giver alt, hvad vi har, så tror jeg også, vi bliver belønnet på søndag, siger Guira.

I sæsonens første opgør spillede AGF og FC København uafgjort 1-1.