Hajduk-træner bekræfter Radosevic-exit: Klar for Brøndby?
Foto: Getty Images
Superliga

Hajduk-træner bekræfter Radosevic-exit: Klar for Brøndby?

Hajduk Splits cheftræner bekræfter, at Josip Radosevic forlader klubben. Næste stop bliver formentlig Brøndby IF.

Christian Nørgaards afløser i Brøndby IF ser ud til at blive den 24-årige kroat Josip Radosevic. 

Torsdag kunne et kroatisk medie berette, at Radosevic er tæt på at skifte fra Hajduk Split til Brøndby IF, og af samme årsag var han ikke med, da den kroatiske klub torsdag aften vandt 1-0 på hjemmebane over Slavia Sofia i Europa League-kvalifikationen. 

Efter kampen bekræftede Hajduk Splits cheftræner, Zeljko Kopic, at Josip Radosevic forlader klubben, men han nævner ikke noget om Brøndby IF. Ikke desto mindre kunne det dog godt tyde på, at midtbanespilleren snart bliver præsenteret med en gul trøje i hånden.

- Josip var en rigtig god holdkammerat. Jeg har allerede sagt, at spillersalg er en nødvendighed for klubben, og det vil formentlig kun blive i endnu højere grad fremadrettet. Det er også derfor, vi har sagt farvel til så mange spillere. Vi takker Josip for alt, han har givet til holdet, og jeg ønsker ham held og lykke i hans fremtidige karriere, sagde Hajduk-træneren ifølge hrvatska-danas.com.

Brøndby IF noterede sig givetvis Josip Radosevic, da de blå-gule mødte Hajduk Split i Europa League-kvalifikationen for præcis et år siden. Her spillede kroaten 90 minutter på Brøndby Stadion, men var ikke med i returkampen, som Hajduk vandt 2-0. Det var som bekendt her, Brøndby faldt for Ante Erceg, der nu slår sine folder på den københavnske Vestegn - meget tyder på, at han snart genforenes med Radosevic.

Josip Radosevic har blandt andre spillet for Napoli og Red Bull Salzburg, og det er blevet til en enkelt A-landskamp for Kroatien. Det var tilbage i 2012 i en VM-kvalifikationskamp mod Belgien. 

Brøndby betaler angiveligt 7,5 millioner kroner for den kroatiske midtbanespiller.