Video : Tipsbladet
Superliga

Her er Niels Damgaard

Nu fortæller FC København, hvem Niels Damgaard, der tidligere i dag fremgik i klubbens bruttotrup til mødet med Silkeborg, er.

Den helt store gætteleg blev sat i gang på sociale medier, da FC København tidligere i dag offentliggjorde deres bruttotrup til søndagens møde med Silkeborg IF.

Blandt stjerner som Mohamed Elyounoussi, Viktor Claesson og Kamil Grabara stod med nummer 75 Niels Damgaard.

Han står ikke listet nogen steder i hverken FC Københavns eller DBU's arkiver, og derfor har det stået hen i det uvisse, hvem Niels Damgaard er.

Det er lige indtil nu, hvor FC København selv på klubbens hjemmeside løfter sløret for, hvem Niels Damgaard er.

Der er ikke tale om en fodboldspiller, men et barn ved navn Niels Damgaard Skrumsager, som blandt andet har optrådt i TV 2-programmet De Sjældne Danskere.

Niels Damgaard, 7 år, lider af Adam Oliver Syndrom, som betyder, at han mangler flere fingre på begge hænder samt halvdelen af sin ene fod. Han er også en del af SMILfonden og glæder sig til en weekend sammen med FCK.

- Det bliver en sjov weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til. Og det bliver rigtig stort at kunne være så tæt på holdet og prøve at være med som professionel fodboldspiller, fortæller Niels.

Også i FC København vækker samarbejdet med SMILfonden glæde.

- Vi har et klart ønske om at gøre mere for andre, og at vi i den forbindelse skal bruge den platform vi har som fodboldklub. Det handler i den grad om hvordan man er, og ikke hvem man er. Og netop med Niels er der en dreng, som har stor gå-på-mod på trods af de udfordringer han har i hverdagen, og det har vi en kæmpe respekt for, siger direktør Jacob Lauesen.

Opgøret mellem FC København og Silkeborg IF fløjtes i gang klokken 16.00 på søndag.