Hollandske medier hårde ved ny Esbjerg-boss:
Foto: EfB
Superliga

Hollandske medier hårde ved ny Esbjerg-boss: "Terror-Ted"

Esbjergs kommende sportsdirektør Ted van Leeuwen har ikke en særlig stor stjerne i sin nuværende klub FC Twente.

Esbjerg ventes snart at offentliggøre den 64-årige hollænder Ted van Leeuwen som ny sportsdirektør i klubben. Van Leeuwen kommer fra et job som teknisk direktør i FC Twente og er af naturlige årsager et ganske ubeskrevet blad i Danmark.

Et kig i hollandske medier afslører imidlertid, at det er en kontroversiel og til tider reserveret herre, der er på vej til Vestjylland. Det er i hvert fald det billede, der males af ham flere steder.

- Van Leeuwens dårlige måde at kommunikere på har ført til voksende irritation i klubben. Van Leeuwen har aldrig følt sig godt tilpas i en klub, hvor der har været store vanskeligheder, og tingene til tider har været helt ude af kontrol, skriver lokalavisen TC Tubantia, der følger FC Twente meget tæt.

Avisen noterer, at Ted van Leeuwen i FC Twente går under navnet ”Terror Ted”, og det er især hans dårlige evne til at kommunikere med sine omgivelser, der har gjort ham til et dårligt match med den hollandske klub. Det konkluderer både TC Tubantia og De Telegraaf.

- Han sloges tit med det, der efter hans mening var amatøragtige handlinger af ledelsen. Han betragtes som en enspænder, der ikke gør et stort nummer ud af at pleje og vedligeholde kontakter. Mange mener ikke, at han passer til klubben. Van Leeuwen har i løbet af sin korte tid i klubben modtaget mange kommentarer om sine indkøb, som ofte udsprang fra hans udenlandske netværk, skriver TC Tubantia.

Ifølge Ekstra Bladet tiltræder Ted van Leeuwen i Esbjerg 1. oktober.