Video : Tipsbladet
Superliga

Jannik Pohl jagter stadig formen: Jeg var helt færdig til sidst

Jannik Pohl kom til AC Horsens med et fysisk efterslæb, og det arbejder han stadig på at indhente. Da han for første gang spillede 90 minutter, var han træt.

Der er ikke noget at sige til, at Jannik Pohls form ikke var i top, da han kom til AC Horsens. Dels havde han ikke spillet en førsteholdskamp siden november 2018, dels havde han brugt en stor del af sommeren på at være skadet.

Derfor stod det klart for både ham selv og manager Bo Henriksen, at Pohl skulle bruge den førte tid i den gule trøje på at komme tilbage i topform. Det arbejder han stadig på.

Læs også:Ærlig Bo Henriksen: Vi kan ikke fortsætte på denne måde

I sidste uge spillede han for første gang 90 minutter, efter han kom tilbage til Superligaen, da Horsens slog Thisted FC i en pokalkamp, og det var til at mærke.

- Jeg er god til at leve i nuet og er glad for at være, hvor jeg er. Jeg synes, der er nogle fede typer og holdkammerater her i Horsens, og der ligger mit fokus nu. Det første halve år skal jeg primært fokusere på at finde mig selv som fodboldspiller igen. Man kunne godt se mod Thisted, at der stadig mangler en hel del - jeg var i hvert fald helt færdig til sidst. Men ambitionen er at komme hurtigst muligt i form, og så skal vi slutte højt i tabellen, siger Jannik Pohl til Nordjyske.

Læs også:ACH-angriber om Pohl: Vi kan blive en god angrebsduo

Søndag fik Horsens-angriberen så endnu en chance for at genopbygge sig selv, da han spillede hele kampen mod OB. Dermed er han oppe på fem kampe for AC Horsens i sin første måneds tid i klubben.

Næste skridt bliver at komme på måltavlen. Pohl må dog vente en ekstra uge med at få chancen for det, da Horsens først efter landskampspausen møder Hobro IK.

Angriberens kontrakt med Horsens gælder for resten af 2019, men klubben har sikret sig en købsoption på ham.

Læs også:Horsens-spiller: Vi er ikke gode nok

Læs også:Horsens møder 2. divisionshold i pokalen: Kommer ikke til at overvurdere dem