Video : Tipsbladet
Superliga

Johnson Laursen fik længe ventet comeback: En forløsning

Ryan Johnson Laursen var mandag tilbage efter tre måneders skadepause.

Ryan Johnson Laursen havde spillet samtlige minutter for OB, inden han blev skadet og måtte udgå af opgøret mod SønderjyskE i slutningen af august.

Højrebacken var tilbage på bænken mod AC Horsens i sidste weekend, og mandag fik 27-årige Johnson Laursen så endelig comeback.

Han fik fuld tid i 0-0-opgøret mod AaB, og det var en kæmpe forløsning for OB-profilen at være tilbage i kamp.

Læs også:OB tager et point efter tre nederlag på stribe

- Det har jeg glædet mig til i tre måneder, så det var en forløsning. Jeg fik nydt det og suget det hele ind, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Det var dejligt. De blev ved med at spørge ude fra bænken, om jeg kunne holde til det, hvor jeg så tænker: "Selvfølgelig kan jeg det."

OB havde tabt tre kampe i streg inden opgøret, og Johnson Laursen kunne af denne grund godt finde glæde ved at få et enkelt point.

Læs også:Slukøret Børsting: Det er ikke godkendt

- Det var en lige kamp, hvor vi nok har en halvleg hver. Jeg synes, at vi har første halvleg, og så har de måske det meste af anden. Det var meget intenst og med mange dueller på en svær bane, hvor vi prøver alt, hvad vi kan, og det er rart at se, at alle kæmper røven ud af bukserne.

- Vi står med et point, og jeg ved ikke, om vi kan være tilfredse med det, men det er bedre end ingenting.

OB møder FC København i den sidste kamp inden vinterpausen.

Læs også:Bedst og værst: Vinden drillede i Odense

Læs også:OB-forsvarer ramte Børsting med albue: Det er ikke til rødt

Læs også:Kadrii efter nullert: Der er fremgang for os