Video : Tipsbladet
Superliga

Joronen regner med kort pause: Jeg er helt klar til FC København

Jesse Joronen kommer med en glædelig melding til bekymrede FCK-fans. Hans knæskade er ikke alvorlig.

FC København-fansene har formentlig frygtet, at det er en skadet målmand, der tiltræder i klubben til sommer, efter det i sidste uge kom frem, at Jesse Joronen har pådraget sig en knæskade. AC Horsens-keeperen har misset de seneste par kampe, og ifølge Horsens Folkeblad har Joronen en begyndende overbelastningsskade i knæet, og det kan udvikle sig til det, der populært kaldes et springerknæ. En skade, der kan medføre en meget lang pause - det har man blandt andet set med Frederik Rønnow.

Nervøse FCK-fans kan dog ånde lettet op. Det er stadig ikke helt fastslået, hvad der er galt med Jesse Joronen, men den finske målmand understreger, at det ikke er noget alvorligt.

- Jeg opholder mig lige nu i Belgien, hvor jeg skal snakke med en knæspecialist. Jeg forventer ikke, at jeg skal opereres. Jeg har før haft en knæskade, og min fornemmelse er helt klart, at det her ikke er noget alvorligt. Nu handler det om at få så meget information som muligt, og så må vi se, hvad prognosen er, siger Jesse Joronen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Jeg håber, at jeg kan være tilbage allerede i denne sæson og nå et par kampe for AC Horsens. Under alle omstændigheder er jeg klar, når det går løs i FC København fra juni. Det bliver slet ikke noget problem.

Han fastslår, at skaden naturligvis er kommet ubelejligt, men omvendt hilser man aldrig den type problemer velkommen som professionel fodboldspiller.

- Alle skader kommer ubelejligt, men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg kender den specialist, jeg skal snakke med her i Belgien, og jeg ved, at jeg er i gode hænder, lyder det fra AC Horsens-målmanden.

Der resterer fire kampe i kalenderen for AC Horsens' vedkommende i denne sæson, og derefter rykker Jesse Joronen altså teltpælene til den danske hovedstad. Den tidligere Fulham-keeper indgik i december en fem-årig aftale med FC København.

Finnen ser frem til at tage et skridt op i karrieren.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en god udfordring, og jeg håber, at jeg kan gøre det godt for FC København. Først og fremmest handler det om AC Horsens, og jeg er klubben utrolig taknemmelig for, at jeg har fået den her chance. Jeg kan ikke takke dem nok, og jeg har virkelig nydt det her år i Horsens, siger Joronen.

FC København kæmper i øjeblikket om tredjepladsen i Superligaen og dermed også adgang til Europa i den kommende sæson. Jesse Joronen håber, at løverne gør arbejdet færdigt.

- Jeg tror ikke på held og uheld, så jeg sover ikke med krydsede fingre. Jeg håber, at FC København slutter så højt som muligt, og selvfølgelig har jeg en drøm om at spille i Europa med klubben. Vi må se, hvad det ender med, når sæsonen er færdig, slutter Jesse Joronen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.