Video : Tipsbladet
Superliga

Kampens dommer forklarer de to omdiskuterede situationer i Vejle-AGF

Peter Munch Larsen slår fast, at der ikke er noget galt i de to kontroversielle mål i kampen mellem Vejle og AGF.

Til kampen mellem Vejle og AGF var det Peter Munch Larsen, der styrede fløjten som dommer, og han kunne efter opgøret se tilbage på en række kontroversielle hændelser i kampen, hvoraf særligt to toppede de øvrige.

Her var der tale om det første mål i kampen, som kom lige efter et dommerkast, hvor Vladlen Yurchenko ved et uheld sparkede bolden i mål - og så var der målet til 3-2, hvor Patrick Mortensen fuldførte sit hattrick efter en hurtig igangsætning.

For Peter Munch Larsen var sagen klar, da han blev interviewet af TV3+ efter kampen. 

Ved det første mål sagde han følgende:

- Det er sådan, at når dommeren lader bolden falde, så er der ét kriterie, som skal være opfyldt. Det er, at der er to spillere, der skal røre bolden, inden den går i mål, og det er vores skøn i kampen. Derfor er der scoring, siger Peter Munch Larsen, som slår fast, at han dermed føler sig sikker på, at AGF-målmand Grabara rørte bolden i situationen.

Ved målet til 3-2 peger kampens dommer på, at målet var helt reelt.

- Ved en igangsættelse er der to kriterier. Det ene er, at bolden skal ligge stille, og så skal der være kontrol over situationen. Jeg føler at begge kriterier er opfyldt. Bolden ligger stille og der er kontrol over situationen, lyder det fra Peter Munch Larsen, som uddyber, at han ikke kan se, at der skulle være noget i vejen med at sætte spillet hurtigt i gang igen.

Kampen endte med en sejr til AGF på 4-2.