Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Fisker har ondt af sin gamle klub

I øjeblikket spiller Kasper Fisker for Brøndby IF, men midtbanespilleren har bestemt ikke glemt sin gamle klub, Randers FC.

Når Randers FC spiller på Brøndby Stadion i aften, bliver det et gensyn for Kasper Fisker, der inden skiftet til Brøndby IF i sommers, tørnede ud for kronjyderne. Her får Brøndby muligheden for at overtage førstepladsen, såfremt sejren kommer i hus.

Men før kampen er fokusset lagt et andet sted for Kasper Fisker. Randers FC roder nemlig stadig rundt i bunden af Superligaen, og det er faktisk ret ufortjent, hvis man spørger BIF-spilleren.

Rent faktisk har han lidt ondt af sin gamle klub.

- Jeg er overrasket over, at Randers ligger sidst i Superligaen. Jeg har set deres kampe, og jeg føler ikke, de har fået som fortjent. De har selvfølgelig været dårlige og har underpræsteret, men når det er sagt, så har de også været uheldige og har fortjent flere point, end de har nu. Men summa summarum er, at de har det antal point, de har, og så må de arbejde ud fra det, men jeg er rimelig overbevist om, at de får vendt tingene, fortæller Kasper Fisker til Randers Amtsavis.

Formår Randers FC dog at vinde, haler kronjyderne ind på FC Helsingør men vil stadig være bundproppen i Superligaen. Derfor har Ricardo Moniz i øjeblikket travlt med at vende skuden for klubben, der ikke har vundet i den danske topliga siden starten af september.

I aften kan den jyske klub tage det første skridt, når kampen mod Brøndby IF spilles klokken 19.