Video : Tipsbladet
Superliga

Klublegenden Flinta takker af i Silkeborg: Jeg ville gøre det hele igen

Dennis Flinta går på fodboldpension efter 386 kampe for Silkeborg IF. Undervejs rykkede holdet ned fire gange, men hvis han kunne, ville han gøre det hele om igen.

Når Superligaen går på vinterferie efter den kommende spillerunde, siger Dennis Flinta ikke bare "på gensyn i januar", men endegyldigt "farvel" til sine holdkammerater i Silkeborg IF. Efter 386 førsteholdskampe i rødt er karrieren forbi.

Flinta spillede i SIF fra 2005 til 2007 og vendte halvandet år senere tilbage til klubben fra FC Midtjylland. Der blev han så indtil nu, og undervejs nåede han både at rykke op og ned fire gange.

Læs også:Afgående Silkeborg-ikon takker for hyldest

Selv om han forleden fortalte om, hvor hårdt et pres det er, når man så ofte kæmper for at undgå nedrykning, og at det kan koste nattesøvn, fortryder han ikke noget.

- Jeg ville gå igennem det samme igen og gøre præcis på samme måde. Så der er sgu ikke noget, hvor jeg tænker: "Det kunne have været anderledes." Jeg er fint tilfreds med endestationen her og fint tilfreds med, at jeg har været i Silkeborg i så lang tid. Det har sgu været godt for mig, siger Dennis Flinta til DR.

- Så kan man altid sige, at man måske godt ville have været lidt bedre, så man måske kunne komme udlands, men sådan var det ikke. Man kunne også have været det dårligere, så det slet ikke var blevet til noget.

Læs også:Kent Nielsen efter første sejr på hjemmebane: Stor glæde

Fire Superliga-nedrykninger er i den høje ende, men Dennis Flinta er ikke ene om det tal. Simon Nagel, Lars Brøgger, Ulrik Balling, Steffen Kielstrup, Jakob Bresemann, Henrik Toft, Thomas Guldberg Christensen og Frode Langagergaard er rykket ned lige så mange gange.

Rekorden tilhører dog en anden: Jan Sønksen måtte lide den tort fem gange i sine 12 sæsoner i dansk topfodbold.

Se Silkeborg-fansenes hyldest til den afgående anfører i videoen i toppen af denne artikel.

Læs også:Bedst og værst: Silkeborg-forløsning i Flintas sidste hjemmekamp

Læs også:Silkeborg IF siger farvel til tre spillere

Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere