Kristian Bak: Jeg blev lidt sur på Glen
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Kristian Bak: Jeg blev lidt sur på Glen

FC Midtjyllands anfører, Kristian Bak, fortæller, at det kom som et chok, at Glen Riddersholm sagde op i FC Midtjylland.

Glen Riddersholm er færdig som træner i FC Midtjylland. Det kom overraskende frem torsdag eftermiddag, hvor FC Midtyjlland annoncerede, at Glen Riddersholm og FCM er gået hver til sit. Riddersholm valgte at sige op, og fordi han er på en funktionæraftale, havde han seks måneders opsigelse. Klubben bad dog Riddersholm om at stoppe med det samme.

Derfor er det Brian Priske og Lars Friis, der står i spidsen for FC Midtjylland, til klubben finder en ny træner. Meldingen torsdag aften kom bag på spillerne, fortæller Kristian Bak, anfører i FCM.

- Jeg blev lidt sur på ham, da han fortalte mig det. Glen har betydet meget, så den skulle lige ind og vende. Men han var afklaret, og jeg støtter hans beslutning. Han fortalte mig, at han havde gjort sig overvejelser, siger Kristian Bak til DR Sporten og forklarer:

- Vi vidste godt, at vi på et tidspunkt skulle sige farvel til Glen på den ene eller den anden måde, men det var bestemt ikke god timing i forhold til at sige farvel til en som Glen. Det kom som et chok for os alle, siger Kristian Bak.

FC Midtjylland er nu på jagt efter en ny cheftræner, og Kasper Hjulmand er på rygteplan blandt favoritterne.