Video : Tipsbladet
Superliga

Kristoffer Olsson: Mistede selvtillid i FC Midtjylland

Kristoffer Olsson, der nu kan være på vej til russisk fodbold, fortæller mere om sin første tid i AIK efter skiftet fra FC Midtjylland.

Det var i høj grad på grund af svensk utilfredshed, at FC Midtjylland for knap et år siden gik med til at sælge midtbanespilleren Kristoffer Olsson.

Den 23-årige svensker skiftede derfor til AIK Stockholm, hvor han nu bliver rygtet videre til russisk fodbold i en stor handel, der også kan ende med at indbringe de danske mestre en ganske fin sum penge. 

Det er dog ingen hemmelighed, at Olsson ikke nød sin sidste tid i FC Midtjylland, og han takker derfor heller ikke ulvene for, at karrieren i dag kører på skinner:

- Jeg vil helst ikke tænke for meget over, hvordan jeg havde det, da jeg kom her til. Men det er klart, at det fungerede ikke rigtig for mig eller for holdet, og det var derfor vigtigt, at jeg fik selvtillid. Jeg er utrolig taknemmelig over for, at AIK viste mig tillid igennem det hele. 

- Jeg blev ved med at spille, og når man tager højde for, hvor lidt tillid jeg fik i Danmark, blev det ekstra vigtigt for mig, at AIK værdsatte mig, fortæller Kristoffer Olsson i et interview med FotbollDirekt.

Kristoffer Olsson spillede 50 Superligakampe for FC Midtjylland.