Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-assistent før Vendsyssel: Vi vil have vores Superliga-plads tilbage

Mikkel Beckmann understreger, at Lyngby vil have deres plads i Superligaen tilbage, når de møder Vendsyssel i playoff-kampene.

Når Lyngby Boldklub møder Vendsyssel FF i playoff-kampene i den kommende uge, jagter Lyngby ikke blot en plads i Superligaen. De jagter også revanche.

Da Lyngby rykkede ud af Superligaen i sidste sæson, var det nemlig efter playoff-kampe mod Vendsyssel, hvor nordjyderne vandt 3-1 samlet.

I de kommende playoff-kampe vil Lyngby derfor tage deres plads i Superligaen tilbage. Det understreger assistenttræner Mikkel Beckmann i et interview med Nordjyske.  

- Der er mange i vores trup, der var med i de to kampe for et år siden. Og de er virkelig revanchelystne. Vi ser sådan på det, at vi vil have vores plads i Superligaen tilbage, lyder det fra Mikkel Beckmann.

Det første af de to playoff-opgør spilles torsdag klokken 16.00 i Lyngby, mens returopgøret i Vendsyssel spilles søndag klokken 16.00.