Lyngby tæt på Ojo-forlængelse: Han er et dyr
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Lyngby tæt på Ojo-forlængelse: Han er et dyr

Lyngby BK satser på at beholde Kim Ojo, der præsenterer sig som et dyr på træningsbanen.

Lyngby-topscorer Jeppe Kjær har været skadet i det meste af slutspillet, men de kongeblå har ikke for alvor savnet ham. I hans fravær er Kim Ojo trådt til, og nigerianeren er kommet på måltavlen i de seneste to kampe for de kongeblå.

Kim Ojo blev kun brugt sporadisk i efteråret, men det var mere et udtryk for Jeppe Kjærs klasse end nigerianerens mangel på samme.

- Kim har været længe om at komme i gang, fordi Jeppe Kjær har været så god. Men i hverdagen er Kim et dyr. Han er utrolig professionel og hårdtarbejdende, og jeg kan kun sige, han er en fornøjelse at arbejde med, siger Lyngby-træner, David Nielsen, til tipsbladet.dk.

Angriberens kontrakt med Lyngby udløber til sommer, men der er store chancer for, at Ojo bliver i den sjællandske Superliga-klub.

- Det er noget, vi sidder med nu her. Vi har taget en hurtig beslutning med nogle spillere, mens vi lige skulle se andre lidt an. Kim tilhører den sidste kategori, og jeg må bare sige, han har grebet chancen til fulde, siger David Nielsen.

Det lyder som om, at en forlængelse er meget tæt på?

- Ja.

28-årige Kim Ojo kom til Lyngby BK fra et ophold i belgiske OH Leuven. Han har tidligere scoret masser af mål for norske Brann, hvor David Nielsen lærte ham at kende. I denne sæson har han scoret tre mål i 15 Superliga-kampe for de kongeblå.