Video : Tipsbladet
Superliga

Mange har snakket om det, men: Backman tænkte aldrig på at stoppe

Flere spekulerede i sidste sæson på, om Niklas Backman overhovedet ville være i stand til at vende tilbage til fodboldbanen, men svenskeren var aldrig selv i tvivl. I denne uge fik han endelig comeback.

Niklas Backman tilbragte lige præcis halvdelen af efteråret 2018 ude af AGF-holdet med en virus, og i foråret nåede han kun to kampe, inden han blev sat ud igen. Denne gang var det en hovedskade.

Undervejs nåede flere spekulere på, om anføreren overhovedet ville være i stand til at spille fodbold på topniveau igen. De bekymringer noterede Backman sig også, men han delte dem aldrig.

- Jeg troede altid, at jeg kunne spille ugen efter. Men sådan gik det ikke. Det tog meget længere tid, end jeg havde regnet med. Men jeg har aldrig tænkt på at stoppe. Mange har snakket om det. Måske er det mig, der er dum, men jeg har altid fokuseret på at komme tilbage, siger Niklas Backman til Jyllands-Posten.

I denne uge gjorde han så comeback for AGF efter næsten præcis seks måneder ude, da han spillede hele kampen mod SønderjyskE. Han mærker stadig intet til hovedskaden.

Backman har dog været klar til kamp i hele denne sæson, så det var ikke skaden, der holdt ham ude i de første fem kampe. Det var derimod David Nielsens dispositioner, der faldt ud til Frederik Tingager og Jesper Juelsgårds fordel.

Mandag var Tingager så på bænken, mens kaptajn Backman og resten af AGF-forsvaret lykkedes med at holde SønderjyskE fra at score. Til gengæld kom AGF heller ikke selv på tavlen.