Medie: Oke Akpoveta skifter klub
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Medie: Oke Akpoveta skifter klub

Den tidligere Brøndby-spiller skal til Aserbajdsjan for anden gang i karrieren.

Den tidligere Brøndby-spiller Oke Akpoveta var i sidste sæson med til at sikre AFC Eskilstuna oprykning til den bedste række i Sverige, men nigerianeren kommer ikke til at høste frugterne af sidste års arbejde, hvor han selv bidrog med tre scoringer.

Ifølge FotbollDirekt.se forlader Oke Akpoveta AFC Eskilstuna med øjeblikkelig virkning og tager til Aserbajdsjan, hvor han har været tidligere i karrieren. Dengang tørnede han ud for Ravan Baku, mens Sabail FK denne gang bliver hans arbejdsgiver.

27-årige Oke Akpoveta har i første omgang skrevet en kontrakt frem til sommer med Sabail FK, der er nummer tre i ligaen.

Oke Akpoveta huskes i Danmark især for sin tid i Brøndby IF, hvor han var hårdt plaget af skader og ikke mindst måltørke. I 24 kampe formåede angriberen ikke at score et eneste mål for de blå-gule. Så gik det straks bedre i Lyngby BK og Brønshøj BK, hvor han også har slået sine folder.