Superliga

Michael Lumb: Ikke til AGF - endnu

Om godt to uger kan den tidligere AGF'er Michael Lumb frit forhandle kontrakt med nye klubber.

Den tidligere AGF'er Michael Lumb har kontraktudløb med den russiske storklub Zenit Skt. Petersborg til vinter og kan derfor om godt 14 dage begynde at forhandle frit med andre klubber.

Men selv om Michael Lumb har haft svært ved for alvor at slå sit navn fast i udlandet, skal transfertørstige AGF-fans ikke regne med at se Michael Lumb tilbage i den hvide trøje om et halvt år.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil hjem til AGF på et eller andet tidspunkt. Jeg er vokset op i Aarhus, og jeg har spillet i klubben de fleste af mine ungdomsår. Det var der, jeg fik debut i Superligaen og skabte mig et navn, siger Michael Lumb til Århus Stiftstidende.

- Det er fedt, når man ser på sådan en som Martin Jørgensen, der tager ud og får en flot karriere og så kommer hjem og spiller på et rigtig højt niveau. Det kunne jeg også godt tænke mig, men jeg vil ikke sætte noget tidspunkt på, for jeg har det godt med at være i udlandet nu,

Den 24 venstre back skiftede fra AGF til Zenit tilbage i 2010 men har siden været lejet ud til henholdsvis AaB, Feyenoord og senest Freiburg.