Video : Tipsbladet
Superliga

Mikkel Rygaard: Vi må ikke undervurdere Vendsyssel

FC Nordsjælland skal være oppe på dupperne for at få point mod Vendsyssel FF, påpeger Mikkel Rygaard.

Tit er det set, at oprykkere præsterer på et højt niveau og rider på en bølge i starten af sæsonen, og lige netop det har Vendsyssel FF i de to første kampe, hvor de har vundet to gange 3-2 over både OB og Esbjerg fB.

Derfor er det også vigtigt ikke at slække på opgaverne for FC Nordsjælland, når de i denne runde skal møde nordjyderne. Så klart er budskabet fra Mikkel Rygaard, der på egen hånd med Lyngby BK har oplevet, hvor meget en oprykning kan give.

– Om Vendsyssel holder fast i toppen er svært at sige noget om, men lige nu, nyder de det helt sikkert. Og har klubben fat i et fint koncept, der passer til dem, kan det række langt. Men er de første to sejre mere på fight og marginaler, får det jo en ende.

– Oprykkere kommer altid med ekstra sult og vil gerne bevise sig selv. Det er fedt at se, og har man den rigtige sult, får man også resultater. Mange af deres spillere har aldrig prøvet Superligaen før.

– Nu er vi advaret, og vi må på ingen måde undervurdere Vendsyssel. De har ikke noget at tabe, og sådan et hold er altid farligt. Presset er på os. Vi skal vinde vores hjemmekampe, selv om vi har et tæt program ved siden af i Europa League. Det lykkedes ikke mod Esbjergs oprykkere i premieren, men nu skal vi have tre point ind på kontoen, lyder det fra Mikkel Rygaard til fcn.dk.

FC Nordsjælland har startet sæsonen med to uafgjorte kampe mod Esbjerg fB og AGF.