Video : Tipsbladet
Superliga

OB-kaptajn før møde med bundprop: Vi er klare favoritter

Der er stor tro i OB-lejren på, at klubben kan komme fra opgøret mod SIF på mandag med en sejr.

Godt nok har de ikke scoret i tre kampe i streg, men hvis man skal tale om krise, skal man i så fald først gøre det, efter OB har mødt Silkeborg IF.

Ingen hold er i større gavehumør end mandskabet fra Søhøjlandet, der i otte Superliga-kampe har lukket hele 21 kasser ind.

Derfor er det først, hvis OB ikke formår at score mod SIF, at man for alvor kan tale om krise.

SIF-mandskabet ligger blot med tre point i sæsonen og har fortsat til gode at vinde en kamp, mens OB ligger nummer syv med 11 point.

Janus Drachmann, OB-kaptajn, forstår, at presset er på fynboerne før mandagskampen.

- Der er ingen tvivl om, at den skal vindes, men det handler også lige om at gøre det. Silkeborg fik en mindre god start, men de er begyndt at få lidt point på tavlen. De er også begyndt at score en del mål, men samtidig lukker de også en del ind. Det er en kamp, vi er klare favoritter i, og det er en kamp, vi skal vinde, siger Janus Drachmann til mediet obstruktion.dk og forklarer:

- Vi spiller på deres hjemmebane, en kunstgræsbane som de er vant til at træne på, så det bliver en udfordring, ligesom når vi møder FC Nordsjælland. Vi skal være klar fra start, og så skal vi komme med en masse energi, og så skal vi nok skabe de chancer, der skal til for at vinde.

OB har spillet de sidste par kampe 0-0 i Superliga-regi, mens Silkeborg kommer fra et nederlag på 0-2 til Randers FC.

SIF er på hjemmebane i mandagsopgøret.