Video : Tipsbladet
Superliga

OB-træner inden FCM-brag: Vi har kvaliteterne til at slå dem på dagen

Jakob Michelsen forventer en svær opgave mod FC Midtjylland, men er sikker på, at hans OB-mandskab kan drille midtjyderne på dagen.

OB har ikke fået en god start på Superliga-sæsonen, og efter fem runder står fynboerne tilbage med blot ét point og en sidsteplads.

Det betyder, at Jakob Michelsen stadig er på jagt efter sin første Superliga-sejr som OB-træner, når OB får besøg af de forsvarende mestre, FC Midtjylland, søndag.

Men selv om midtjyderne sammen med FC København og Brøndby IF er et godt stykke over de andre Superliga-hold, har OB kvaliteterne til at slå dem på dagen. Det er Michelsen ikke i tvivl om.

- Vi har helt sikkert kvaliteterne til at slå dem på dagen, fortæller Michelsen til OBstruktion og uddyber:

- Vi må også bare erkende, at lige nu er der tre hold i dansk fodbold, FCK, Brøndby og FC Midtjylland, der er et godt stykke foran de andre over en sæson. På dagen kan vi både vinde og tabe mod alle hold, og vi har desværre gjort mest af det sidste her i den seneste periode. Superligaen er så jævnbyrdig en række, at på dagen er det de små marginaler, der tæller, men over en sæson er Midtjylland foran os lige nu.

Michelsen understreger, at OB især skal være opmærksomme på FC Midtjyllands dødbolde, som han kalder et fantastisk våben.

Efter fem runder har FC Midtjylland hentet 10 point, og det er nok til en tredjeplads bag FC København og AaB, som har 12 point. Opgøret mellem OB og FC Midtjylland sparkes i gang klokken 20.00 søndag.