Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Vejle

SønderjyskE har kun tabt én hjemmekamp i sæsonen - nu gælder det Vejle Boldklub, der ikke har tabt de seneste fire kampe.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #sjevb #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE: 
SønderjyskE blev i seneste runde straffet af et effektivt FC Nordsjælland-hold, der sejrede med 4-1 i en kamp, der for alvor blev ulige, da Victor Ekani så rødt efter 55 minutters spil. Det betyder, at sønderjyderne i de to seneste kampe blot har hentet et point.

Den store skalp med 4-2 på Brøndby Stadion for tre kampe siden er den eneste sejr for SønderjyskE i de seneste fem spillerunder, og holdet er nu dumpet ned som nummer 11 i tabellen - i et felt af fire hold, der står på 12 point. 

Til kampen i Farum måtte SønderjyskE undvære profler som Niki Zimling, Christian "Greko" Jakobsen, Johan Absalonsen og Joao Pereira, hvilket blev et savn i præstationerne. 

SønderjyskE kan i de fem første hjemmekampe i sæsonen bryste sig af kun at have tabt en gang, og med Niki Zimling tilbage fra sygesengen og muligvis flere af de andre profiler tilbage i truppen, tager hjemmeholdet gerne favoritværdigheden på sig mod oprykkerne. Kun Johan Absalonsen og Joao Pereira sidder ude.

Klubben har i denne uge præsenteret den engelske målmand med fodboldopdragelse i Arsenal, Reice Charles-Cook, der dog i første omgang er regnet som backup til første-keeper Mielitz.

Vejle Boldklub:
Vejle ligger side om side med SønderjyskE efter en periode med fire kampe i træk uden nederlag. Dog er kun en af kampene vundet, og sæsonens 3-points-høst er fortsat blot på to kampe. 

Men selv om det fortsat kniber med at få scoret mange mål, er det værd at notere sig, at defensiven blot har lukket to mål ind i de seneste fire kampe, hvilket mere og mere indikerer, at oprykkerne er ved at finde mere ind til den opskrift, der trak dem et langt stykke frem mod oprykningen i den før sommerferien: Evnen til at lukke forsvaret.

Topscorer Allan Sousa, der efter mål også i seneste runde nu er på fem sæsontræffere i Superligaen måtte lade sig udskifte med smerter i lysken. Det er dog ventet, at han bliver klar til fredag. 

Vejle har igen Arbnor Mucolli tilbage efter karantæne, så træner Sormani stort set alle til rådighed igen - kun Imed Louati er ude med en fiberskade.

Karantæne:
SønderjyskE: Victor Ekani
Vejle: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-5-1): 
Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Poulsen - Bah, Zimling, Rømer, Jónsson, Jakobsen - Lieder

Vejle (3-5-2): Bajza - Lauritsen, Greve, Lauritsen - Murray, Schoop, Ramadani, Mucolli, Davidsen - Sousa, Nilsson

Profilen:
De to målmænd Sebastian Mielitz (SJE) og Pavol Bajza er i form af deres rolle som ankermand naturligvis altid i en vigtig rolle for holdet. Mielitz har i sæsonens 11 første kampe
"blot" præsteret en redningsprocent på 57,5, mens Vejles Bajza er noteret for en procent på hele 75 i sæsonen. Vejle-målmandens flotte procent-tal kommer efter 39 registrerede redninger, hvilket er flest i ligaen  - Mielitz står til sammenligning for 22 redninger.

Vidste du, at..:
SønderjyskE har i sæsonen ramt træværket ikke mindre end fire gange, hvilket kun er overgået af FC København med fem afslutninger på stolpe eller overligger. Vejle Boldklub er en af de få klubber, der endnu ikke har oplevet at ramme træværket uden scoring til følge. 

Dom:
SønderjyskE bør kunne tiltvinge sig et overtag i en kamp, hvor gæsterne uden tvivl igen vil søge at holde defensiven tæt og forsøge sig med hurtige kontra-angreb. 

Men ét er boldovertag, noget andet er effektiviteten. Sønderjyderne har dog en klart bedre udnyttelse af deres afslutninger end Vejle, der trods Sousas fem scoringer er Superligaens lavest scorende med bare 10 mål i 11 kampe. 

Sønderjyske får krammet på oprykkeren og vinder en sejr på 1-0

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: