Video : Tipsbladet
Superliga

Overrasket Jeppe Kjær: Troede, jeg skulle underskrive en ny kontrakt i dag

Lyngby har meddelt Jeppe Kjær, at han er færdig i klubben efter fire år, hvor den lille angriber har lavet masser af mål. Selv er den 33-årige angriber overrasket.

10 gange i 21 kampe i NordicBet Ligaen scorede Jeppe Kjær for Lyngby Boldklub, og da det var allermest afgørende, var han også på pletten, da Lyngby rykkede op i Superligaen efter en samlet sejr over Vendsyssel FF.

Men Jeppe Kjær skal denne gang ikke være en del af Superliga-eventyret for Lyngby.

Klubben fra det københavnske meddelte tidligere tirsdag, at den 33-årige angriber, der har spillet i Lyngby siden 2015, ikke får forlænget sin aftale med klubben. En aftale, der løber ud på søndag.

Ifølge Lyngby BK er han blevet tilbudt en aftale, men at man ikke har kunnet nå til enighed, mens Jeppe Kjær fortæller, at han sådan set havde fyldt blæk i favorit-kuglepennen.

- Faktisk troede jeg, da jeg stod op i morges, at jeg skulle ind for at underskrive en ny kontrakt i dag. En forlængelse. Der er så sket nogle ændringer, og det er jeg meget ked af, men det er klubbens beslutning, siger den 33-årige angriber til tipsbladet.dk.

Det lyder lidt, som om du er blevet snydt?

- Det kan du tolke, som du vil. Jeg har hele tiden håbet på, at vi kunne finde en løsning. Og det troede jeg, vi havde. Men det havde vi så ikke. Fodbold kan godt være kynisk, og jeg er meget ærgerlig over at havne i sådan en situation.

Angriberen har spillet 113 gange for Lyngby og scoret 37 gange og var især i foråret vigtig for oprykkerklubben, der kom fra baghjul og endte med en retur til Superligaen efter bare en enkelt sæson i den næstbedste række.

- Jeg kan af gode grunde ikke sætte mig ind i klubbens belæggrunde. Men jeg kan sige, at jeg troede, vi mere eller mindre var enige. Det har været en lang proces, og der er sket nogle ting, som jeg egentlig ikke har lyst til at komme nærmere ind på. Jeg troede, jeg skulle fortsætte i Lyngby, men det må jeg så tage til efterretning, siger Kjær, der heller ikke har brugt sommeren på at søge efter nye muligheder:

- Overhovedet ikke. Jeg er helt på bar bund. Jeg har ikke haft et alternativ eller en mulighed - jeg troede jo, jeg skulle fortsætte i Lyngby, og det var det, jeg håbede på, da vi rykkede op. Det er måske lidt naivt ikke at arbejde med alternativer, men jeg ville meget gerne have fortsat i Lyngby. Det er dog ikke min beslutning.

Til trods for den ærgerlige exit har Jeppe Kjær mange positive ord at sætte på sin tid i Lyngby, som han altså har spillet for siden sommeren 2015, hvor han skiftede fra AGF.

- Jeg vil gerne ønske klubben held og lykke og sige tusind tak for fire fantastiske år. Det er år, jeg værdsætter utroligt meget. Det har været et privilegium at spille i Lyngby, og jeg er meget ked af, at det nu er slut. Men jeg har kæmpe sympati for klubben, lyder farvellet fra Kjær.