Video : Tipsbladet
Superliga

PC revser forgænger: Brugte ikke pengene godt nok

FC Københavns nye sportsdirektør føler sig sikker på, at han kan få mere ud af budgettet end tidligere i klubben.

Det er nu lidt over en måned siden, at FC København fik Peter Christiansen ind som ny sportsdirektør efter en periode i ingenmandsland efter sit stop i AGF. Her har han nu kunne se et FCK-mandskab, som på andet år er langt efter FC Midtjylland i toppen.

For københavnernes nye sportsdirektør står det klart, at man ikke har været dygtige nok i hovedstadsklubben til at bruge ligaens største budget godt nok. Det fortæller han i et interview på TV3+ i programmet 'Offside'.

Dengang var det Ståle Solbakken, som havde det overordnede ansvar for, hvordan pengene blev brugt.

- Jeg tror, at der er flere ting, og det er også derfor, jeg starter med at komme ind og observere og lytte. Men udefra set synes jeg, at det blev et vagere FC København med tiden, hvor vi i Aarhus med et budget på 40-45 millioner kroner kunne lave et hold, som kunne vinde to gange i mesterskabsspillet over FCK, siger han og fortsætter:

- Der synes jeg ikke, at man har brugt midlerne godt nok. Det tror jeg, at vi kan gøre markant bedre fremadrettet, lyder det fra Peter Christiansen. 

I samme forbindelse vil 'PC' dog ikke åbne så meget op for, hvordan pengene helt konkret vil bruges. Dog slår han fast, at man gerne vil have rykket på det udtryk, som FC København har på banen.

- Det handler lidt mere om typer, tror jeg. Hvordan kan vi skabe et mere dynamisk og vildt - uden at det skal lyde primitivt - spil? Det tror jeg, at Jess (Thorup red.) og jeg har været enige om fra starten, at det er det, som vi skal prøve at åbne mere op for, fortæller FCK-direktøren.

Peter Christiansen kom da også ind på, at han ikke har talt med sin gamle chef i AGF, Jacob Nielsen, siden deres brud. Læs mere om det her.