Video : Tipsbladet
Superliga

Pedersen lover yderligere transfers i Randers: Minimum en central spiller mere

Søren Pedersen regner med, at klubben henter minimum en spiller mere, der kan tage kampen op om startpladserne centralt i banen.

Der er masser af nye ansigter på træningsbanen i Randers op til den kommende sæson, men sportsdirektøren, Søren Pedersen, regner med, at der minimum kommer en tilgang mere.

Mathias Nielsen er hentet ind i Horsens, Alhaji Kamara i Vendsyssel, Simon Piesinger fra østrigske SC Rheindorf Altach, samt Tobias Klysner, Kasper Høgh og Oliver Bundgaard Kristensen, der alle er rykket op fra U19-holdet.

Nielsen og Piesinger kan begge spille på den centrale midtbane og i centerforsvaret, men de to kan formentlig se frem til yderligere konkurrence.

- Det kommer lidt an på, hvad der er muligt blandt de spillere, vi gerne vil have. Vi kan tillade os at være fleksible, fordi dem, vi allerede har fået ind, kan dække flere positioner. Men der kommer i hvert fald en spiller mere, som kan tage kampen op om startpladserne, og så må vi se, om der kommer mere end det, siger Søren Pedersen ifølge Randers Amtsavis.

Søren Pedersen regner dog med, at Mathias Nielsen i første omgang kommer til at konkurrere om pladsen i forsvaret, mens Simon Piesinger skal gøre sig til på midtbanen.