Video : Tipsbladet
Superliga

Politiet anholder mand for Jens Stage-brand: Der kan være flere gerningsmænd

Østjyllands Politi anholdt her til morgen en 23-årig mand for brandstiftelsen af Jens Stages lejlighed i Århus. Efterforskningen fortsætter, og politiet kan ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd.

Måske har politiet allerede fanget manden - eller en af mændene - bag branden i Jens Stages lejlighed i Århus. Østjyllands Politi oplyser i hvert fald i en pressemeddelelse, at det har anholdt en 23-årig mand i sagen.

Anholdelsen fandt sted tirsdag omkring klokken 9 på mistænktes bopæl, og han får et lille døgns tid bag lås og slå, inden han i morgen klokken 8.30 fremstilles i grundlovsforhør.

Det er dog ikke sikkert, at manden, hvis han altså findes skyldig, var alene om ugerningen. 

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt, og vi iværksatte meget hurtigt en række efterforskningstiltag. Det ledte os på sporet af den 23-årige, som omkring klokken ni blev anholdt på sin bopæl. Vi kan ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter selvfølgelig vores efterforskning, siger politiinspektør Brian Olsen.

Natten til søndag smed en eller flere gerningsmænd en genstand gennem ruden på Jens Stages lejlighed på Eckersbergsgade i det centrale Århus. Der opholdt sig to personer i lejligheden, men ingen af dem kom til skade. Lejligheden fik ifølge politiet mindre brandskader.

Den anholdte sigtes, foruden brandstiftelse, for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed samt for to tilfælde af trusler.

Både AGF som klub og flere af spillerne har fordømt angrebet. Se eksempelvis Jakob Ankersen kalde det pinligt i videoen i toppen af denne artikel.

Ritzau har spurgt Jakob Christiansen, der er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, om den anholdte mand har tilknytning til fodboldmiljøet. 

- Det kommenterer vi ikke på. Vi har ikke yderligere oplysninger nu, siger han.

Jens Stage og FC København får besøg af hans gamle holdkammerater fra AGF allerede på fredag i Superligaens anden runde.