Video : Tipsbladet
Superliga

Så er der givet grønt lys: 100 millioner på vej til Brøndby

Helt som ventet er det blevet vedtaget på tirsdagens generalforsamling i Brøndby IF, at en kapitaludvidelse skal rejse op mod 100 millioner kroner.

Tipsbladet.dk i Brøndby

I starten af februar skrev Brøndby IF i en meddelelse til fondsbørsen, at klubbens bestyrelse sigtede efter at rejse op mod 100 millioner kroner i en stor kapitaludvidelse, og det er netop blevet vedtaget på en generalforsamling i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion. 

Brøndby IF vil bruge pengene på at renovere dele af Brøndby Stadion, udvide sponsorfaciliterne samt opgradere klubbens store talentsatsning Brøndby Masterclass. Alt sammen for at indfri målene i den såkaldte 'Strategi 6.4', der sætter rammerne for klubbens økonomiske og sportslige målsætninger. 

Brøndby IF har de seneste måneder måttet optage lån, mens klubben har ventet på at få grønt lys til kapitaludvidelsen, og disse lån tilbagebetales, når udvidelsen efter planen er gennemført ved udgangen af juni. 

De blå-gule har haft underskud i de seneste 12 år, men 2018 bød på de første sorte tal i mere end et årti. Her kunne Brøndby IF præsentere et overskud på 10,4 millioner kroner - blandt andet takket være salg af Frederik Rønnow og Christian Nørgaard.