Sen scoring sikrede Horsens point i Lyngby
Foto: Getty Images
Superliga

Sen scoring sikrede Horsens point i Lyngby

AC Horsens fik med en sen scoring ét point med fra Lyngby og en plads i Superligaens top seks. Kampen endte 1-1.

Selvom det var AC Horsens, der havde mest at spille for denne søndag, var det hjemmeholdet fra Lyngby, som startede kampen bedst.

Lyngby lagde et godt tryk på gæsterne fra starten, og allerede i kampens første minut var Gustav Marcussen tæt på at bringe hjemmeholdet i front, da han hamrede bolden på stolpen.

AC Horsens kom bedre med i opgøret, og efter 37 minutter tilkæmpede islandske Kjartan Finnbogason sig en stor mulighed, da han i feltet vendte rundt på Martin Ørnskov. Unge Oskar Snorre kom dog stormende ud og fik afværget angriberens afslutning. 

Lyngby kom også i anden halvleg godt ud, men fik også meget tid og plads foræret af et passivt AC Horsens-mandskab. Hjemmeholdet formåede dog ikke at omstille spilovertaget til muligheder, der for alvor pressede Jesse Joronen i Horsens-målet.

Efter 69 minutter gik den så ikke længere for Horsens. Herolind Shala afsluttede fra kanten af feltet, hvor Alexander Ludwig tog hånden til hjælp i sin blokering.

Shala tog sig selv af straffesparket, som han sendte stensikkert op i hjørnet. 1-0 til Lyngby. 

Horsens sendte både Jeppe Mehl og Lasse Kryger på banen, og med få minutter igen stemplede "Den Gule Fare" så ind. Efter en dødbold fastholdte gæsterne presset på Lyngby, indtil at Kjartan Finnbogason dukkede op i feltet og headede det udlignende mål i kassen. 1-1.

1-1 blev også kampens endelige resultat, og med cifrene i rundens øvrige kampe betyder det, at AC Horsens på sensationel vis har sikret sig en plads i Superligaens top seks for resten af sæsonen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.