Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-målscorer ramt af skade: Foden er stadig godt hævet

Mads Kaalund både scorede og udgik med en skade, da Silkeborg IF fik sæsonens første point mod FC Nordsjælland i weekenden. Foden gør stadig ondt, men han håber, at han er klar til næste kamp.

Silkeborg IF's Mads Kaalund kunne både notere sig en milepæl i karrieren og en streg i regningen, da han var med til at spille sit hold til det første point i denne sæson i søndags. Det positive først:

Kaaland scorede SIF's andet mål, hvilket var hans første i Superligaen. Til gengæld kom han i scoringsøjeblikket til skade med den ene fod, der allerede var ramt, og så måtte han udgå allerede i pausen. 

- Foden er stadig godt hævet, og det gør ondt, når jeg går rundt. Den havde det ikke så godt efter Hobro-kampen, og da jeg scorede mod Nordsjælland, ramte målmanden den igen. Jeg haltede mig igennem resten af første halvleg, men jeg tænkte, at det var bedre at få en frisk mand ind, så derfor bad jeg om at blive skiftet ud, fortæller Mads Kaalund til Midtjyllands Avis.

Midtbanemanden, der kom til Silkeborg fra Nykøbing FC i sommer, håber dog, at han bliver klar til sit holds næste kamp. Det er mod SønderjyskE på søndag.

Spiller han den, vil det være hans fjerde Superliga-kamp i sæsonen - og i karrieren. Kaalund sad ude i de to første kampe, men fik chancen mod AaB og beholdt pladsen mod både Hobro IK og altså FC Nordsjælland.

Han har dog ikke kunnet forhindre, at Silkeborg ligger sidst i Superligaen med bare én point.